FlowToGo

Mange af os - og specielt over 20% af de ældre danskere - oplever urinvejslidelser. Under en behandling, skal der foretages en lang række målinger om mængde, indhold og hastighed på éns urin. Dette kan kræve mange besøg på sygehuset, der både tager tid fra patienten og sygehuspersonalet.

FlowToGo er en mobil måler til hjemmebrug, der vil kunne placeres på alle toiletter. Måleren opsamler information omkring urinflow, urinmængde og affaldsstoffer, og kan sende informationerne direkte til hospitalet. Når det er muligt at foretage målingerne uden for hospitalet, vil det betyde, at patienten kan fortsætte sin hverdag med færrest mulige forstyrrelser. Sundhedspersonalet får sikker og korrekt information om patientens sundhedstilstand, og vil kunne få langt flere målinger over længere tid, hvilket skaber potentiale til at forbedre diagnosticering og behandling.

DOMMERNES BEGRUNDELSE

FlowToGo er nomineret, fordi den har et stort potentiale til at give en samfundsøkonomiske gevinst. Løsningen vil kunne effektivisere flowmålinger for patienter med urinvejslidelser. Der er mulighed for, at der vil kunne spares tid på læge- og hospitalsbesøg, og at patienterne kan blive mere selvhjulpne. Samtidig er der potentiale til at sikre en højere kvalitet i behandlingerne.