tiimo Nomineret til Iværksætterprisen CareWare-Next 2017

tiimo

Hverdagen er kaotisk og uoverskuelig - i en grad så den ofte bryder sammen. Børn med ADHD og autisme udfordres dagligt. Social isolation og lavt selvværd ses ofte hos børn med særlige behov. De har ofte problemer med at interagere med andre børn uden konflikter, og dette kan påvirke deres sociale liv, deres mentale sundhed og deres præstationer i skolen. Antallet af børn, unge og voksne, der får stillet diagnosen ADHD, har gennem de senere år været stigende (Socialstyrelsen).

tiimo er en app til smartwatches og smartphones, der er specielt designet til at hjælpe børn med ADHD, autisme og hjerneskade i deres hverdag. Det overordnede formål med tiimo er at give børnene ro i sindet og en robusthed til at lykkes i livet. Tiimo fungerer som en lille hjælper - der styrer og støtter barnet hele dagen. Som en interaktiv lille ven vil tiimo konsekvent give nyttige råd til barnet og give et klart overblik over, hvad han eller hun skal gøre. Som for eksempel "gå i skole", "spille fodbold" eller "lave lektier"

Smartphone-teknologi er velegnet som støtte til begge grupper, da børn og unge med ASF og ADHD ofte er ”visuelle tænkere” og har lettere ved at forstå visuel information frem for ”det talte ord”.

Dommernes begrundelse:

Er nomineret fordi det er en godt tænkt løsning, der fjerner barrierer og fungerer på børnenes præmisser. Dette er et sympatisk projekt der rammer ind i den store udfordring som  den voksende gruppe af børn og unge med diagnoser oplever med at få dagen til at hænge sammen. Når der kommer styr på hverdagen, frigøres familiers, læreres og pædagogers ressourcer og hele netværket omkring den unge påvirkes positivt.