Oplæg

  • Flere sociale netværksværktøjer der virker. Sociale netværksmuligheder for mennesker med omfattende funktionsnedsættelser. v/ Michael Hjort-Pedersen, Projektleder, VIFO, Kommunikationscentret, Hillerød Kommune.

Social kontakt er essentiel for alle mennesker, og aldrig tidligere har vi haft så megen social kontakt som nu. Vi bruger mange forskellige teknologier, der alle muliggør, at vi kan følge og holde kontakt med mennesker, vi kender og holder af.
Disse teknologier bliver mere og mere tilgængelige for det store flertal og findes på en mængde forskellige platforme som computere, tablets, telefoner, ure, fjernsyn med flere.
Men i takt med at tilgængeligheden øges for flertallet, mindskes den for mennesker med betydelige funktionsnedsættelser. Det kræver ofte alt for store teknologiske krumspring at overvinde (nogle af) de hindringer, der ligger i vejen for anvendelsen af værktøjerne, men det er i et vist omfang muligt.
I oplægget vil der blive vist eksempler på sådanne løsninger, men jeg vil også komme ind på, hvad det er, der alt for ofte vanskeliggør eller umuliggør, at mennesker med meget omfattende funktionsnedsættelser kan få udbytte af den sociale netværksteknologi, de fleste i 2018 oplever ikke at kunne være foruden eller meget nødigt vil undvære.

  • Hvem siger, at genoptræning skal være kedelig? v/ Mikkel Salling Holmgaard, stifter af The Back to Life Project.

Mikkel Salling Holmgaard fik bremset sit liv som 19-årig, hvor et knivstik lammede hans venstre arm.
Først dyrkede han elitesport med én arm, inden han besluttede sig for at genoptræne armen, hvor 14 ud af 15 muskler i dag virker.
Mikkel vil fortælle humoristisk og selvironisk om at have det sjovt, mens man står midt i sit livs største krise, og om sit prisbelønnede arbejde med The Back To Life Project, som hjælper flere af landets hårdest udsatte mennesker gennem 'umulige' genoptræningsforløb. Mikkel give endvidere sit bud på fremtiden inden for genoptræning.

  • Riis Ekspeditionen - bjergbestigning i kørestol. v/ blandt andre Mads Pieter van Luttervelt, ekspeditionsdeltager.

Jacob Riis blev i 2015 den første kørestolsbruger til at bestige Nordens højeste bjerg, Galdhøpiggen (2.468 m.o.h.) i Jotunheimen i Norge.
Hør historien om, hvordan det kan lade sig gøre at bestige et bjerg som kørestolsbruger.
Vi vil i foredraget fortælle om vores forberedelser og overvejelser inden turen. Vi vil vise en kort udgave af dokumentaren "Riis-ekspeditionen"; komprimeret ned de til bedste klip.
Slutteligt vil vi tage jer med "bagom kameraet" og reflektere om friluftsliv for mennesker med handicap.

  • Forspring - unge fysisk handicappede skaber ”butikker”. v/ Thyge Thomasen, coach, underviser, kunstner og projektmager.
    Ansat på Dagskolen Handi-k@, Region Midt gennem 20 år. Bl.a. uddannet billedkunstner med keramisk skulptur som speciale.

Bliver vi robuste af at fejle?, - tør vi betræde ukendte stier? Unge fysisk handicappede gør og tør på linjen Forspring på skolen Handi-k@ i Viby. En gruppe på 5 unge bryder i fællesskab grænserne for beskæftigelse og samfundsmæssig engagement.
En fortælling om at gå alternative veje. At springe bureaukrati og formaliserede stier over, og at gå lige til sagen. En fortælling om at få hjælp af andre aktører: borgere i vort samfunds funktioner, som vil sige JA til at gøre en undtagelse i regelsættet eller jobbeskrivelsen. Således at andre medborgere med nedsatte muligheder og med en ”urealistisk” idé kan få den rette chance til at afprøve sine drømme, - og få den ”butik”, som er hans eller hendes adgang til vores fælles samfund.