Oplæg

  • At Borgerdesigne - en platform for ligeværdighed? v/ Trine Kiil Naldal, tværsektoriel projektleder, Borgerdesign Aarhus.

Borgere bevæger sig på tværs af de grænser, systemet har skabt. Derfor eksperimenterer vi i Borgerdesign med at bruge borgerperspektivet som driver for fælles strategisk ledelse på tværs af sektorerne i sundhedsvæsnet. 
Vi har i Borgerdesign udviklet metoden At borgerdesigne. Her inddrager vi både borgere og fagprofessionelle i alle faser af processen. Vi undersøger, om metoden kan fungere som platform for ligeværdighed mellem borger og system. 
Borgerdesign arbejder på tværs af sektorer. Vi er ejet af parterne i det tværsektorielle sundhedssamarbejde i Region Midtjylland.

  • Funktionel hjernetræning - et redskab til mental sundhed. v/ Tine Bay, Hjernetræner.

Funktionel Hjernetræning er en sjov og praktisk træning af hjernen, med udgangspunkt i den nyeste hjerneforskning. Hjernen skal ikke alene hjælpe os med at huske, læse, regne og løse strategiske opgaver. Den skal også hjælpe os med at sortere i utallige input, koordinere kroppen og navigere i forandringer, forstyrrelser og skiftende relationer. Hjernen skal være i god form - og den skal have gode vaner.
Funktionel Hjernetræning er styrketræning af de processer, vi skal bruge i hverdagens opgaver og præstationer, og kan bruges til alt fra virksomhedens highperformance mennesker – til træning af den mentale sundhed i teamet. Men det er også et redskab til at rehabilitere hjerner der har været belastede, hvad enten der har været tale om længerevarende stress, angst, hjernerystelse, piskesmæld, kroniske smerter m.m.
Hør blandt andet om et af de seneste pilotprojekter hvor en gruppe hjernerystede deltagere testes på forskellige objektive kriterier indenfor neurologiske parametre – fysiske såvel som kognitive, til at måle effekten ved hjælp af C3Logix.”

  • Mental sundhed kan trænes med mindfulness - nu også online. v/ Lone Overby Fjorback, Centerchef, overlæge, lektor, PhD, Dansk Center for Mindfulness, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet.

Mindfulness er en metode til at være til stede her og nu og møde livet som det er på godt og ondt.
Træning i mindfulness kan øge opmærksomhed, empati, glæde og robusthed.
Mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR) er et veldokumenteret program til stressreduktion, udviklet i 1979 ved University of Massachusetts Medical School.
Analyser publiceret i førende medicinske tidsskrifter viser, at MBSR kan hindre, at stress bliver til sygdom, og reducerer symptomer på stress, angst, depression og smerter.
De gavnlige effekter underbygges af hjerneforskning. Hjernens struktur og funktion ændres efter MBSR i områder, som står for regulering af stress.
MBSR programmet er nu tilgængeligt online.

  • App kan spare samfundet for millioner. v/ Jette Louise Skovgaard Larsen, udvikler, cand.scient.soc.

"Jeg tror, at det har reddet mit liv. Jeg var på vej ned til havnen, men fik brugt min telefon og ringede til min mor."
27 årig mand med selvmordstanker.
Ovennævnte citat er fra arbejdet med MINPLAN i de selvmords-forebyggende klinikker i Danmark.
Det man skal forstå er, at de færreste mennesker ønsker at dø. De ønsker til gengæld for alt i verden at slippe ud af deres nuværende situation.
MINPLAN er et GRATIS selvhjælpsværktøj som med succes er udviklet af patienter og professionelle med det formål at give selvmordstruede mennesker nogle flere og nye mestringsstrategier.
Kom og hør om, hvor I kan komme i gang med at bruge MINPLAN. Hør om vores forskningsprojekter, de foreløbige resultaterne, patienternes erfaringer og de økonomiske gevinster.