Oplæg

  • Er plejehjemsbesøg med en robotsæl lige så gode som besøg med en levende hund? v/ Karen Thodberg, seniorforsker, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet.

Vi har undersøgt, hvordan besøgshunde påvirker plejehjemsbeboere, både på kort og lang sigt. Her anvendte vi robotsælen PARO og en bamse som ”kontroldyr” i forhold til hunde for at undersøge, om et levende dyr har en særlig effekt, eller om en bamse eller en robotsæl kan give den samme respons.Resultaterne tyder på, at det har betydning for de ældres respons, hvor interaktivt dyret er, og at demensgrad påvirker, hvad der fokuseres på under besøgene. Vi undersøger nu om besøg, hvor der mulighed for at interagere med en hund, har større effekter, og så på længere sigt, og hvilke typer besøg demente har særlig glæde af.

  • Ergonomisk døgnrytmelys sikrer sundhed og søvn i plejen v/ Mie Krog, Chromaviso.

Flere og flere plejehjem vælger døgnrytmelys som et middel til bedre søvn og trivsel hos beboere - også med demens. Aarhus Kommune har det sidste år evalueret på løsningen flere steder og har opnået gode resultater. Chromaviso giver et bud på, hvordan den gode implementering af velfærdsteknologien er skruet sammen, og hvad der er vigtigt at have med, når man vælger døgnrytmelys. Samtidig har Rigshospitalet og Aarhus Universitetshospital de sidste 3 år forsket i effekten af døgnrytmelys på både personale og patienter - hør om projekterne.

  • Præsentation af Fremtidsdrømme v/ Ivan Kjær Lauridsen, Velfærdsteknologichef, Aarhus Kommune.

Hvad de sundhedsfaglige personer, studerende, virksomhederne, borgerne og pårørende lægger vægt på når de bliver spurgt om deres tanker om livskvalitet, værdighed og forventninger til det offentlige baseret på 124 svar, indsamlet på Aarhus Kommunes stand på Health & Rehab 2016.