ICURA teknologien omfatter en række sundhedspædagogiske træningsredskaber, som er  udviklet i samarbejde med terapeuter og borgere. Produkterne anvendes af kommuner som ønsker at frigøre ressourcer ved hjælp af øget borger-selvhjælp.

Løsningerne er innovative produkter til selvtræning, der gør det muligt for borgere at udføre en del af genoptræningen/rehabiliteringen hjemme, med hjælp fra terapeuten og den nye teknologi. Det er fx dokumenteret, at ICURA Trainer dels kan frigive ressourcer, dels har et godt klinisk resultat og tilfredse borgere og terapeuter. Dokumentationen stammer fra fire kommuner og kliniske studier af 316 forløb.

ICURA består af en smartphone og tilknyttede bevægelsessensorer. Patienten får dem med hjem i forbindelse med et træningsforløb i kommunen. Når patienten træner med systemet, får han direkte feedback på de øvelser, der udføres. På genoptræningscenteret kan den tilknyttede fysioterapeut løbende følge med i patientens fremskridt og justere træningsplanen online.

Formål

At kommuner kan tilbyde deres borgere genoptræning/rehabilitering af god kvalitet for færre ressourcer, samt en mere fleksibel genoptræning med anvendelse af nytænkende teknologi.

Målgruppe

Borgere med behov for diagnosespecifik genoptræning. Borgere med behov for vedligeholdende træning – evt. som del af hverdagsrehabilitering.

I DK indsættes ca. 18.000 kunstige hofter og knæ årligt, og målgruppen er i en årrække vokset på baggrund af slidgigt. Cirka hver femte dansker mellem 45-55 år har slidgigt, og halvdelen af alle danskere over 75 år har slidgigt. Mange af disse vil fremover skulle tilbydes enten præ- eller postoperativ træning i kommunalt regi.  

ICURA Activity retter sig mod en bredere målgruppe af borgere. Denne målgruppe omfatter borgere, der er svækkede efter et længevarende sygdomsforløb. Borgere med kroniske lidelser som KOL, diabetes eller hjerte/karsygdomme. Det kan også være borgere, der er for svækkede til at overkomme transporten til og fra de kommunale genoptræningscentre.

Betydning for borger

Borgerne får en bedre støtte i den daglige genoptræning/rehabilitering og mulighed for et mere fleksibelt forløb. De kan træne i egne omgivelser, når og hvor de vil. Træningen kan foregå på jobbet for de erhvervsaktive, eller i haven eller sommerhuset. Der er høj tilfredshed hos borgere, der har trænet med ICURA.

Betydning for medarbejdere

Fysioterapeuter finder det attraktivt, at teknologien gør det muligt at tilbyde borgerne et mere individuelt og fleksibelt tilbud. De oplever det som en motiverende og pædagogisk støtte af borgernes hjemmetræning. 
Terapeuterne oplever en ny og mere konsulentagtig rolle, som er spændende og motiverende. Det er også krævende, og man skal være teknologiparat og rustes til opgaven. Når de skal mødes med borgeren, kan det blive mere målrettet i forhold til borgernes problemstillinger.  

Forventet økonomisk effekt for kommune/region

Muliggør en besparelse på kommunernes transportudgifter med op mod 40-50%. Desuden kan ressourcer anvendt på fysioterapi reduceres og medarbejderne kan frigøre tid til andre opgaver.

Anskaffelsespris

Salgsmodellen er struktureret således, at der ved implementering betales to forskellige poster. En aftale med ICURA er som udgangspunkt uopsigelig de første 12 måneder. Herefter bliver det muligt for kunden at ændre antallet af anvendte enheder med 2 måneders varsel.   

Når der er indgået en aftale, betales der ved ordrebekræftelse ’opstart, oplæring og implementering’ samt ’service- og drift’ af det valgte antal enheder for en 12 måneders periode. Når grundperioden er overstået, betales der hver måned for det antal enheder,  der er i drift.   

Når nye enheder tages i brug betales et mindre beløb for opsætning/klargøring og implementering af disse.   

En aftale med ICURA kan helt opsiges med 6 måneders varsel. Efter aftale med ICURA ApS kan betalingsmodeller og frekvens ændres.  ICURA sælges ’as a service’, således at kommunerne ikke skal eje hardware og stå for vedligeholdelse mm.

Specifikke poster

  • Opstart, oplæring og implementering 22.500 (grundpris) + 860,-/enhed.
  • Leje pr enhed/måned 475,-.
  • Opsætning af yderligere enhed (1 stk.) 860,-.

Årlige driftsudgifter 

(Se ovenstående).

Eventuelle cases

Erfaringer med ICURA Trainer er opsummeret i rapporten:Evaluering af genoptræningsforløb med ICURA trainer tilbudt borgere med ny hofte eller nyt knæ (pdf) (nyt vindue). Rapporten er udarbejdet af projektleder Berit Rask (Gentofte Kommune) på vegne af Gentofte Kommune, Rudersdal Kommune, Gladsaxe Kommune og Lyngby-Taarbæk Kommune.

Udvikling - ønsker/behov

ICURA er i løbende dialog med sine kunder om optimering og videreudvikling af vores løsninger. Vi er aktuelt i samarbejde med flere kommuner ved at kvalificere og videreudvikle ICURA Activity. Dels til træning af borgere efter §86, dels til at understøtte sektorovergangen mellem hospital og kommune. Vi er altid interesserede i dialog og samarbejde med flere kommuner om vores løsninger.

Afprøvning i kommuner

Gentofte, Gladsaxe, Rudersdal, Lyngby-Taarbæk, Holbæk, Roskilde, København og Egedal. Er aktuelt i dialog med en række andre kommuner. Herudover har vi samarbejdet med Slagelse/Næstved Sygehus vedr. udvikling af ICURA Activity.