Fokusområde 3: Teknologi til fysisk og kognitiv rehabilitering og døgnrehabilitering

På Vikærgården handler det om teknologi til mennesker som John.

"Min rehabilitering på Vikærgården var som at blive født igen. Så selv om jeg er 78, har jeg også lige fejret min femårs fødselsdag."
Masser af fysisk træning og en robot ved navn Silbot betød begyndelsen på ”Livet 2.0” for John.

Der blev i 2010 sat en helt ny ramme for Johns liv. Han gennemgik en kompliceret lungeoperation, en måneds indlæggelse på Aarhus Universitetshospital, Skejby, og et to måneder langt rehabiliteringsforløb på Vikærgården.

Men med intensiv fysisk træning og hjernetræning med robotten Silbot kom John tilbage til sit liv – og endda et helt nyt og uventet ét af slagsen. Det er han meget taknemmelig for. Så meget at han betegner det som sit ”andet liv”.

John er 78 år (og fem år i sit "andet" liv). Han er tidligere smed, ingeniør, underviser og officer af reserven ved 8. Regiment. Og så er han også far og morfar.

De to måneder på Vikærgården oplevede han som en genfødsel til et liv med familie, venner og planer for fremtiden. Det gode liv er for ham at kunne være noget for andre, at kunne lægge planer for fremtiden og at opleve alt det, han gerne vil.

Noget af det, han gerne vil opleve, er at stå ved roret på den sejlbåd, som han netop har købt. Sejlbåden – med John bag roret – skulle meget gerne stævne ud fra Kalø Vig, så snart vejret tillader det.

Udfordringer

Borgere med nedsat funktionsevne efter sygdomsforløb træner i døgnrehabiliteringsforløb ihærdigt på at blive så selvhjulpne som muligt, så de kan vende tilbage til egen bolig og et selvstændigt og aktivt hverdagsliv.

Der er behov for teknologi, der understøtter indsatsen over hele døgnet. Derudover er der brug for redskaber, der systematisk kan indsamle viden om brug af teknologien.

Fælles oplæg

Implementeringens trædesten v/ Jytte Pahus & Annette Worm Nielsen, lektorer, VIA University College, Sygeplejerskeuddannelsen.

Implementering af velfærdsteknologi står højt på alle kommuners dagsorden. Samfundet udfordres af stigende levealder, færre ”varme hænder”, og større krav til velfærdsydelser.

Når en borger rammes af sygdom og mister funktionsevne, er der behov for en hurtig og effektiv indsats med henblik på at genoptage et selvstændigt liv.

Her er velfærdsteknologi et optimalt redskab. Inddragelse af velfærdsteknologi til træning, støtte og kompensation er med til at fremme rehabiliteringsprocessen.

Teknologierne har vi allerede. Udfordringen er at sætte teknologierne i spil i hverdagen til gavn for både borgere og medarbejdere.

Det kræver strategier, metoder og kompetenceudvikling at ændre vanlige handlemønstre, så udbuddet af velfærdsteknologier bliver en naturlig og integreret del i hverdagen for både borgere og medarbejdere i de tværfaglige teams.