Tryg via kommunikation

Projektet fokuserer på implementering af ASK til patienter uden funktionelt talesprog. Det manglende talesprog kan være midlertidigt, fx ved intubering, eller varigt, pga. en neurologisk lidelse. Disse patienter vil ofte få et dårligere forløb end andre patienter, da der stort set ikke anvendes støttet kommunikation på danske sygehuse. 

Projektet ønsker at skabe tryghed og forbedre oplevelsen af indlæggelsen for disse patienter. Dette skal ske ved at implementere ASK som en del af hverdagen på afdelingerne. 

I starten har der været kompetenceudviklende forløb for sundhedspersonalet. Derefter er en værktøjskasse med forskellige lav- og højteknologiske materialer til kommunikation blevet udleveret til afdelingerne. Senere afholdes flere undervisningsforløb til det resterende personale for at klæde alle bedst muligt på til at bruge materialerne. 

Hospitaler med i projektet: Hospitalsenheden Horsens- Intensiv Afd., Regionshospitalet Viborg - Intensiv Afd., Vestdansk Center for Rygmarvsskade, Aarhus Universitetshospital i Skejby - Operation og Intensiv Øst, Randers Regionshospital - Intensiv Afd.

Læs projektbeskrivelsen.

Præsentation på CareWare 2016

På CareWare konferencen vil vi tale om de erfaringer, vi har gjort os i forløbet. Vi vil også vise eksempler på materialerne i værktøjskassen, som både indeholder lav- og højteknologiske hjælpemidler.

Formål

At sætte patienter uden talesprog i stand til at kunne kommunikere selvstændigt. Derved opnås øget sikkerhed og tryghed under indlæggelse på hospitalet. Dette gøres ved at give personalet de rette kompetencer, så de kan kommunikere bedre med patienter uden talesprog. 

Målgruppe

Alle patienter, som af forskellige årsager ikke kan kommunikere verbalt. Hvad enten det er midlertidigt eller varigt, fx ved traume, apopleksi, erhvervet hjerneskade, eller alvorlig og akut sygdom, som fx hjerte- og lungepatienter. Da metoden er kompetenceudvikling af personalet, er målgruppen også personalet på afdelingerne. 

Betydning for borger

Patienter uden talesprog vil opleve en bedre og mere tryg indlæggelse, når de får mulighed for at kommunikere med personalet og evt. pårørende. Dette vil også resultere i færre frustrationer og misforståelser i kommunikationen. Misforståelser fører ofte til utilsigtede hændelser, fx depression, fejldiagnose eller angst. Ydermere er det at få tilbudt ASK en menneskeret for alle, som ikke har et talesprog, ifølge Handicapkonventionen. ASK giver mulighed for at være mere aktiv i kommunikationen med omgivelserne.

Betydning for medarbejdere

Hvis ASK implementeres på afdelingerne, vil det resultere i et bedre arbejdsmiljø for personalet. Studier har vist, at implementeringen af ASK mindsker frustrationer og misforståelser i kommunikationen med patienter uden talesprog. Materialerne kan også hjælpe til en mere struktureret tilgang til kommunikationen med patienten.

Forventet økonomisk effekt

Samfundsøkonomisk vil være gevinster i form af kortere indlæggelser for patienter uden talesprog, der tilbydes ASK, hvis man sammenligner med dem, der ikke tilbydes ASK.