Siren Smart Socks

Vinder af CareWare Iværksætterprisen 2016

Diabetes er en del af hverdagen for over 300.000 danskere. Med sygdommen følger gener som dårligt blodomløb og følelsesforstyrrelser. Disse bivirkninger betyder blandt andet, at diabetikere har svært ved at mærke, når de får fodsår. Diabetikere heler dårligt. Derfor kan sår være generende i en lang periode, og i værste fald medføre amputation.

Her har Siren Smart Socks udviklet på en allerede eksisterende teknik og lavet en strømpe med sensorer, der måler temperaturændringer. Temperaturændringer kan være en indikator for, at der er en inflammation, hvilket kan føre til sår. Siren Smart Socks sender information til en tilknyttet app, hvis der registreres temperaturændringer, så diabetikerne har mulighed for at forebygge åbne sår ved at reagere og behandle tidligt. Derudover bliver app'en også interaktiv, så diabetikerne via blogs og artikler kan holde sig opdaterede om den nyeste udvikling inden for diabetes og kommunikere med andre diabetikere om gode råd og erfaringer.

Dommernes begrundelse

Der er tale om et helstøbt produktservice-system. Det er en teknik, der har været kendt længe, men teamet har formået at lave en let brugbar løsning, hvor der er fokus på enkelthed, men også, at det skal være et behageligt produkt for brugeren. Der er en god eksekvering, og teamets evne til at få gode samarbejder er helt i top. Produktet kan hjælpe en stor gruppe kronikere til en mere tryg og selvstændig hverdag. På verdensplan er der anslået 380 millioner, som har diabetes, og dermed er der et attraktivt marked for global eksport.