Power Assist Glove

Udviklet specielt til personer, som har dårlig håndfunktion eller har hårdt fysisk arbejde med hænderne.

Det kan være pga. kroniske lidelser som gigt, Parkinson, stroke, eller det kan være personer, som har hårdt fysisk arbejde med hænderne, såsom sygeplejersker, laboranter eller håndværkere. Handsken er behagelig og let at tage på pga. den særlige åbning ved håndryggen.
Det kræver kun et let tryk mod fx en bordflade for at aktivere gribefunktionen. Brugeren kan derefter nemmere holde på et glas, en kop, en flaske eller mindre genstande såsom bestik eller skriveredskaber. Når gribefunktionen skal deaktiveres, trykkes hånden let mod bordet, hvorefter handsken/hånden langsomt åbner sig igen.

Power Assist Glove er lydløs ved brug. Handsken kan vaskes ved 30 grader, og fungerer ved brug af batterier og en lille gaspatron, der fx kan sidde i et bælte. Handsken vejer 45-55 g, efter model og størrelse. Hele udstyret vejer 615-625 g.

Formål

At give borgeren øget mulighed for at kunne gribe og holde om genstande i hverdagssituationer (spise, drikke, skrive).

Målgruppe

Personer med svag håndfunktion pga. fx hemiplegi, gigt, sclerose, muskelsvind mv.

Betydning for borger

Power Assist Glove vil kunne give brugeren større selvhjulpenhed med almindelige gøremål i dagligdagen, da den assisterer med gribe- og holdefunktionen. Brug af handsken forudsætter, at brugeren stadig har kræfter og mobilitet i arm og skulder, ellers skal der suppleres med f.eks. Armon armstøtter.

Betydning for medarbejdere

Kan medvirke til at skabe bedre arbejdsmiljø for omsorgspersonalet, samt mindre stressende situationer ved fx spisetid på plejehjem. Undgå smerter i hænder og skuldre ved hårdt fysisk arbejde med hænderne.

Forventet økonomisk effekt for kommune/region

Giver borger mulighed for større selvhjulpenhed og dermed mindre personaleforbrug.

Se YouTube-film om Power Assist Glove.

På Gloria Mundi Cares stand blev også vist et spisehjælpemiddel til mennesker med tremor:

LiftWare. Download produktblad. Se YouTube-film om LiftWare