Fearfighter/No Dep

Behandlingsprogrammer baseret på kognitiv adfærdsterapi. Brugerne lærer at forstå og udfordre uhensigtsmæssige tanker og handlinger, der medfører angst og fobi eller depression.

Fearfighter

Brugeren gennemgår 9 trin – et pr. uge. Indeholder videoer om angst og fobi, metoder til kognitiv adfærdsterapi, opgaver og øvelser og information om andre brugeres erfaringer.

Brugeren noterer sine problemer i en dagbog, beskriver sit angsthierarki og udfordrer sine negative tanker.

Sidst i forløbet forberedes brugeren gradvist på at blive eksponeret for det, som fremprovokerer angsten. Ad en ”eksponeringstrappe” når brugeren til at mestre de angstprovokerende situationer. Programmet afsluttes med metoder til tilbagefaldsforebyggelse.

Under forløbet er brugeren i løbende kontakt med en terapeut, som støtter brugeren i at gennemføre.

Den danske version er udviklet i et samarbejde mellem Context Consulting og Klinik for OCD og Angstlidelser, Aarhus Universitetshospital.

No Dep

Brugerne lærer at forstå og udfordre uhensigtsmæssige tanker og handlinger, der medfører og fastholder en depressiv tilstand. Med 6 obligatoriske trin og 2 supplerende trin – hver af en uges varighed. Indeholder videoer med viden om depression, metoder til kognitiv adfærdsterapi, opgaver og øvelser samt information om andre brugeres erfaringer.

Med viden om ”Den negative cirkel” og samspillet mellem tanker, følelser og handlinger, laver brugeren sin personlige problem- og målliste som grundlag for behandlingen.  I en kalender registreres og vurderes daglige aktiviteter. Brugeren lærer at udfordre negative, automatiske tanker og ændre adfærd. Til sidst arbejder brugeren med vedligeholdelse og forebyggelse af tilbagefald.
Under forløbet er brugeren i kontakt med en terapeut, som støtter brugeren i at gennemføre.

NoDep er udviklet i et samarbejde mellem Context Consulting og Telepsykiatrisk Center, Region Syddanmark.

Formål

Behandling af angst, fobi og depression. Specielt at nå ud med et behandlingstilbud til dem, som er ude af uddannelse eller ude af job pga. af angstlidelser.

Ca. 250.000 danskere lider af angst og fobi i forskellige former. Det samme antal lider af depression. En meget stor del af dem får ingen egentlig behandling – men kun symptomdæmpende behandling.

Betydning for borger

Der er evidens for, at den web-baserede behandling af borgere med milde eller moderate lidelser (som udgør langt hovedparten af alle med angst, fobi eller depression) er lige så effektiv som traditionel behandling hos en psykolog.

Betydning for medarbejdere

Web-baseret behandling af angst, fobi og depression er et nyt arbejdsområde for mange medarbejdere, som forventes at være i vækst i de kommende år. Det får betydning for både psykologer, psykiatriske sygeplejersker og socialarbejdere.

Forventet økonomisk effekt for region/kommune

Reducerer behandlingsomkostningerne til ca. 1/3 af omkostningerne ved traditionel behandling. For kommunerne vil det kunne reducere udgifterne til sygedagpenge og kontanthjælp dramatisk – og inden for kort tid.