Armon

Armon armstøtter hjælper brugere, der har svært ved selv at løfte armen mod tyngdekraften. Ved hjælp af et enkelt fjeder- og balancesystem kommer armen i ligevægt og brugeren kan selv udføre bevægelser som at spise, drikke, bruge mus og tastatur, børste tænder, styre el-kørestol, bil etc.

Armstøtterne er selvinstruerende og enkle at bruge og kan derfor med fordel benyttes af både hjerne- og kropsskadede. De er hurtige og nemme at komme i gang med for brugerne og kræver ingen særlig instruktion for terapeuter og hjælpere.

Armstøtterne findes i fire varianter: 2 mekaniske og 2 elektriske. Hvilken model man skal have afhænger af de fysiske og kognitive kompetencer. Som tommelfingerregel skal man have en elektrisk armstøtte, hvis man sidder i en elektrisk kørestol.

• Kan bruges af både børn, voksne og ældre
• Fås til både højre og venstre arm i str. s, m, l
• Monteres på arbejdsstole, kørestole, bordplader, gulvstativer

Formål

Armon armstøtte har en balance mekanisme og et vægt kompensations system, så armen konstant er understøttet og i balance.  Når armen er i balance kan brugeren bevæge armen frit i alle retninger. Er målet at fastlåse armen i en særlig position, som fx under spisning, kan brugeren selv styre indstillingerne på et enkelt betjeningspanel.

Målgruppe

Personer med nedsat styrke i arme, skuldre og hænder eller som på grund af kroniske smerter kun kan bruge armen i kort tid af gangen. Det kan skyldes en af de mange muskelsygdomme, hjerneskader, rygmarvsskader, sclerose,  efter operation eller i forbindelse med en arbejdsskade.

Betydning for borger

Armstøtterne hjælper den enkelte borger til at være selvhjulpen i de fleste af hverdagens almindelige gøremål.

Betydning for medarbejdere

  • Intuitiv og let at bruge for både brugere, terapeuter og hjælpere
  • Brugeren bliver helt selvhjulpen i mange daglige gøremål som at spise, drikke, hælde, børste, taste, køre
  • Ved genoptræning aflaster armstøtten terapeuten i det hårde fysiske arbejde, idet brugeren selv holder og træner armene
  • Kirurger, tandlæger, ultralydsscannere og andre professioner, der kræver præcision og gentagne statiske bevægelser, har taget den mekaniske armstøtte Edero til sig for at kompensere eller undgå skulder- og rygskader.

Forventet økonomisk effekt for kommune/region

Armstøtterne koster fra kr. 15.500,-  for den enkle mekaniske version,  op til kr. 52.000,-  for den avancerede Ayura , der kan låses i alle positioner. En bruger med muskelsvind bruger i gennemsnit sin armstøtte 12 timer om dagen.

Hvordan kan produktet eventuelt understøtte overgange med henblik på et mere sammenhængende og velkoordineret forløb?

Borgere der får hjælp til spisning eller skal visiteres til hjemmehjælp kan selv klare at spise og drikke uden hjælp. Der ud over kan flere borgere også selv klare flere personlig hygiejneopgaver som at børste tænder, barbere og vaske sig.

I et genoptræningsforløb kan den mekaniske armstøtte hjælpe borgeren i optræning af armen efter fx en operation eller en hjerneblødning samtidig med at han eller hun selv spiser og drikker.